Grunde i Gug revet væk

Samtlige 12 grunde i Gug-udstykning er solgt – og flere kunne have været afhændet

GUG: Det tog ikke lang tid for Aalborg Kommune at få solgt 12 byggegrunde på Ikarosvej i Gug.

Grundene blev sat til salg før sommerferien med frist til at afgive bud i starten af august, og nu er der indgået købsaftaler på hele rækken.

Faktisk var efterspørgslen større end antallet af grunde. I alt 25 interesserede afgav bud, og alle grunde er solgt over mindsteprisen.

– Jeg tror, at interessen til dels skyldes et ophobet behov. Der var købere, som gik forgæves, da vi fik gang i salget af Kassandravej for et par år siden, men også den nære beliggenhed til det nye universitetshospital i Aalborg Øst spiller ind og gør Gug til et interessant område, mener landinspektør Lene Dokkedal, Aalborg Kommune.

Startpriserne på Ikarosvej var sat en smule højere end på Kassandravej ud fra den vurdering, at boligmarkedet i Aalborg har genfundet formen efter finanskrisen.

Salgsprisen endte lidt højere i de fleste tilfælde.

Laveste grund er solgt for 1,050500 mio. kr., mens den dyreste gik for for 1,305500 mio. kr.

De bydere, som gik forgæves på Ikarosvej, får formentlig snart en ny chance. Tilskyndet af succesen vil forvaltningen gerne sætte gang i udstykningen af Elektravej. Det afgøres dog i sidste ende af byrådet i de kommende budgetforhandlinger.

Hvis udstykningen på Elektravej kommer på budget, kan byggemodningen og salget komme i gang i foråret 2016.

Artiklen er fra Nordjyske.dk.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.