Arbejdsdag d. 1/9

Næste arbejdsdag, der skulle have fundet sted samme dag som vejfesten d. 1/9, er aflyst. Mange af de opgaver, som tidligere har været en del af arbejdsdagen – bl.a. græsklipning omkring lygtepæle og på skråninger, fjernelse af ukrudt på fællesarealer osv. – udføres af haveservicefirmaet, og engangsopgaverne, f.eks. fjernelse af påkørt betonpille, er der ganske få af.

Der vil derfor alligevel være lidt aktivitet om formiddagen fra kl. 10. Peter og Lars aftalte på sidste arbejdsdag at afrette græs omkring sandpuder ved legepladsen, hvilket de holder fast i, og Grethe giver de hvide betonklodser lidt algerens. Har du noget, du mener, skal udføres, så få evt. naboen med på ideen og udfør det sammen. Det kunne eksempelvis være at fjerne ukrudt ved kantstenen, vaske ufo-lamperne af oven på eller andet, som I har lagt mærke til ud for jeres egen grund.

Fra sidste arbejdsdag – og måske vigtigst af alt – er der øl og vand i overskud, som vil blive sat frem ved legepladsen fra kl. 10. Man er også velkommen til bare at møde op her.

Om eftermiddagen, i forbindelse med vejfesten, vil bestyrelsen medbringe et print over området. Formålet er, at hvis man har nogle ideer til fællesområdet – det kunne være etablering af bålplads, en lund med frugttræer, beplantning af bærbærende buske, opførelse af hytte til fællesredskaber – så kan man tegne det ind på printet, hvor man synes, det hører til. Bestyrelsen vil efterfølgende gennemgå forslagene og tage dem med på generalforsamlingen. Kommer man ikke til vejfesten, kan forslag også fremsendes til bestyrelsen.

Venlig hilsen
Bestyrelsen